Tilfangetagelsen af Valdemar Sejr
Lyøs historie starter helt tilbage i bondestenalderen (4000-1500 før Kristi fødsel), hvor der menes at have været en stor civilisation på øen, fordi øen havde omkring hele 50 stendysser dengang. Det har muligvis været højdepunktet i øens historie, men befolkningen er senere uddød. Herfra ved man ikke meget om, hvad der er sket på øen i mellemtiden, før vi kommer frem til 1223, hvor vi finder det mørkeste - og muligvis mest kendte - kapitel i øens historie: tilfangetagelsen af Valdemar Sejr, Danmarks konge.
Dengang var øen ubeboet og helt groet til i skov, men havde et meget rigt dyreliv. Kongen holdt meget af at gå på jagt, og derfor gik turen ofte til Lyø.
Valdemar Sejr var dengang en meget snu og sejrrig herre, og han havde indtaget mange nordtyske provinser og gjort dem danske, så vores kongerige var stort.
I 1223 var han dog knapt så kløgtig, for her havde han inviteret den tyske Grev Henrik af Schwerin med på jagt. Og de var ikke helt så gode venner, som kongen troede, for efter de havde spist og drukket godt ovenpå jagten, overfaldt Henrik og hans mænd Valdemar Sejr og tog ham og hans søn til fange. De tog dem med til Tyskland, hvor de sad spærret inde i tre år, inden de kom hjem til Danmark igen.
Det kostede meget af få dem hjem - både penge og materiel - og ydermere måtte vi afstå alle de tyske områder igen. Så landet skrumpede altså betydeligt efter kongens tur til Lyø.
Den befolkning, som øen har i dag, blev etableret efter Grevens Fejde i 1534-36. Grevens fejde var en kamp om kongemagten mellem Christian den 2. og Christian den 3. og også en kamp mellem katolicismen og protestantismen i Danmark.
Lollikkerne flyttede til Lyø
Krigen kulminerer i 1535 ved Øksnebjerg på Fyn, hvor protestanterne vinder, og mange katolikker bliver dræbt og taget til fange. Det skete blandt andet for 24 lollandske bønder, der kæmpede på den katolske side.
Sejrherren Christian den 3., der nu er øverste myndighed, beslutter at sende de lollandske bønder og deres familier ud på en af de ubeboede øer, hvor der er masser af landbrugsjord, der skal opdyrkes til hans fortjeneste. De lollandske bønder fik beskeden “Bliv halshugget eller flyt til Lyø!” - og sådan røg lollikkerne til Lyø. Det er de 24 familier, der grundlagde øens 24 oprindelige gårde og den fine landsby samt gadekær midt på øen, som vi har i dag.
Ud af de 24 gårde, ligger 23 af dem stadig på samme sted. I dag nedstammer mange af øens beboere fra de slægter, der blev beordret at flytte til Lyø, og mange mener, at den rebelske stemning på Lyø er nedarvet og stammer fra datidens oprørere.
Lyø var krongods indtil 1693, hvor herregården Holstenshuus overtog Lyø fra Kongehuset. Befolkningen blev fæstebønder under Holstenshuus, og først i 1920 blev den sidste købt fri.
Lyøs historie
Kom Odysseys fra Lyø?
En italiensk forsker ved navn Felice Vinci har i mange år forsket i Homers kendte værker Odysseen og Iliaden. Man har altid ment, at de to værker var fiktion og foregik i Grækenland, men Vincis tese er, at de faktisk foregik i Norden - og at Lyø var Ithaka, Odysseus kongerige.
Årsagerne er mange. Blandt andet er geografien i Homers værker en rodebunke, hvis det skulle foregå i Grækenland, men i Norden passer det perfekt.
I Odysseen gik folk altid i varmt tøj, de var lyshårede, og de spiste både grise og kvæg. Og så var det altid dårligt vejr. Alt sammen ting, der ikke er specielt græske, men som må siges at være ret nordiske.
Der er mange flere begrundelser, som man kan læse om i bogen ”Homers Nordiske Rødder”. Du kan også høre afsnittet “Skumsprøjt og Skrumpehoveder” (episode 02:12) af DR’s podcast Den Nordiske Odyssé fra 2016, som blandt andet Susy og hendes skrønemuseum er med i.
Men Felice Vinci er i hvert fald sikker: Lyø er Nordens Ithaka.
