Lyø broderier

Lyø broderier

Besøg Lyø kirke og se traditionelle Lyø broderier

 

De traditionelle broderier på Lyø

Der er tre egne i Danmark, som er kendt for deres broderier af særlig høj kvalitet; Hedeboegnen ved Roskilde, Falster og så her på Lyø, hvo broderitraditionen blomstrede fra midten til slutningen af 1800-tallet.

Pigerne på de større gårde begyndte i en ung alder at lære håndværket fra de ældre piger, mødre og andre kvinder og sy-piger med særlig dygtighed indenfor faget. De unge piger skulle lære at bruge de forskellige sting og teknikker. De skulle lære at kopiere motiver og om brug af symboler og de forskellige farvers bestemte brug og betydning.

Da pigerne havde nået en vis dygtighed, ofte omkring konfirmationsalderen, udmøntede broderiarbejdet sig ofte i en såkaldt Navneklud, der med symboler, initialer og bestemt farvebrug fortalte pigens slægtshistorie.

Men det vigtigste formål med en piges broderiarbejde var hendes fremstilling af det brudeudstyr, som var en væsentlig del af hendes medgift ved brylluppet. Det var vigtigt for pigen og hendes familie at kunne vise deres stand, og pigens formåen som kommende kone og husmor.

I mange Lybo-hjem i dag findes stadig en dragkiste eller kommode med slægtens velbevarede tekstiler og broderier.

I løbet af vinteren 2019/2020 satte en gruppe kvinder på Lyø sig for at genoplive den gamle Lyø broderi-tradition. Arbejdet førte til en samling puder med motiver genskabt fra originale Lyø broderier. Puderne blev overdraget til Lyø kirke den 2. august 2020.

Der kan læses mere om Lyøs navneklude i bogen ”Navneklude fra Lyø” af Inger Bunde. Og der kan læses mere om Lyø-broderierne i bogen ”Traditionelle Lyø-broderier” af Eva Aaberg West, der også har oprettet hjemmesiden http://lyobroderier.dk/, hvor man kan få mere information om broderitraditionen, bestille mønstre og købe bogen.

Og ellers kan begge bøger kan købes hos købmanden på Lyø, kontakt: http://www.lyø-købmandsgaard.dk/

Ved yderligere spørgsmål eller interesse kontakt meget gerne (Sa-) Bina: sabina.stoltz@gmail.com