ER DU DEN NÆSTE LYBO?

Mange mennesker går med en gammel drøm om et liv på en lille ø. Et sted, hvor man kan nyde naturen, nærheden og et liv uden stress.

For de fleste bliver det ved drømmen!

Ønsker man at flytte til en lille ø er det valg med konsekvenser. Man vælger til, men man vælger også fra, når man vælger et liv på en lille ø.

– Hvad med børnenes skolegang? – Kan man undvære fastlandets mange sociale og kulturelle tilbud? – Hvad hvis færgen ikke kan komme gennem isen? – Kan man klare vinterens mørke osv.?  Kommer man til at kede sig?

Lad det være sagt med det samme: Man kan ikke flygte fra personlige og sociale problemer ved at flytte til en lille ø. Nissen flytter med. Dét at flytte til en lille ø kræver mange personlige overvejelse, og det er vigtigt, at det er en velovervejet beslutning.
Nye beboere på øen er hjertelig velkommen. Her kan man finde noget som ikke findes mange andre steder. Kom og find selv ud af hvad det er:-)

Skriv en lille mail til sidens administrator, hvis du vil have noget slået op her!

Her kan du læse lidt om, hvad Lyø – foruden en pragtfuld natur og nærhed – kan byde på:

Købmand
På Lyø er der en købmand, hvor du kan få de fleste, almindelige købmandsvarer og varmt brød om morgenen. Købmanden har åbent hele året, dog ikke 1. juledag og 1. nytårsdag! Købmanden sælger også gas og har cykeludlejning mv.

Sygeplejerske
På Lyø er der sygeplejerske og hjemmehælpere, hvis man har brug for denne service.

Skolebørn
Øens skolebørn går i skole i Faaborg. På færgen er der TV og gratis internet. Flere voksne både fra Lyø og Avernakø pendler til arbejde på Fyn, så børnene er aldrig alene på færgen.

Håndværkere
Øen har flere håndværkere, bl.a. smed, tømrer og et tagfirma, som kan klare det meste. Der er også en frisørsalon på øen.

Internet og TV
Lyø har internetopkobling via Stynet og TDC, en nogenlunde rimelig mobildækning og via parabol kan man se så mange TV-kanaler, man ønsker.

Levering af varer
Virksomheder og handlende i Faaborg er vant til at betjene kunder på Lyø.

De fleste leverer varerne ved færgen i Faaborg – og du får en e-mail fra færgen, når dine varer kommer til øen.

Transport med færgen
Som ø-bo med folkeregisteradresse på Lyø sejler du (+ en cykel) gratis med færgen. Din bil og anden transport skal du betale for, idet der er en rabatordning for øboere i forhold til de almindelige priser.

Nødsituationer
Opstår der nødsituationer på øen, bringer færgen så hurtigt som muligt en ambulance over til øen. Alternativt og uden for almindelig sejltid, er der mulighed for at tilkalde en helikopter. Ved brand har øens sit eget brandkorps og Falck har en hurtiggående gummibåd, som kan bringe yderligere mandskab over til øen på kort tid.

Lystbådehavn
Er du til sejlads og fiskeri har Lyø en ny og moderne havn, hvor du kan have din båd liggende.

Renovation
Lyø har et fuldt udbygget renovationssystem, hvor almindeligt affald bliver afhentet hver uge. Desuden er der en ”genbrugsstation,” hvor du kan aflevere bygningsaffald osv.

Ejendommene i Lyø By er tilsluttet et mekanisk renseanlæg.

Post, aviser og ugeblade
Øen har egen post. Aviser og ugeblade mv. bliver omdelt på øen.

Foreningsliv
I forhold til beboerantallet har Lyø rigtig mange foreninger og et blomstrende foreningsliv, f.eks. jagtforening, idrætsforening, lokalhistorisk forening og ældreklub mv., så der er rig mulighed for at deltage i aktiviteter på øen.

Kultur- og Besøgscenter

Den gamle skole er ved at blive omdannet til Kultur- og Besøgscenter. Her kan du også blive aktiv i forbindelse med udstillinger og arrangementer. I løbet af vinteren tilbydes forskellige kurser på Kultur- og Besøgscentret.

Kirke
Øen har egen kirke og menighedsråd. Kirken betjenes af præsterne fra Faaborg og der er gudstjeneste hver 14. dag.

Nabohjælp
En af fordelene ved at bo på en lille ø er, at der altid er hjælp at hente hos andre.  Naboen ser gerne efter dit hus, hvis du er ude at rejse – og har du brug for en traktor, så skal du også bare spørge.


Når du flytter til øen …
Lyø Beboerforening står til rådighed med råd og vejledning, hvis du overvejer at flytte til Lyø. Vi vil gerne fortælle dig meget mere om det at bo på en lille ø – vi giver gerne en kop kaffe, når vi får uventede gæster!